I slutningen af juli og i august er drivhuset på sit højeste og det vælter ind med tomater og agurker. Men det ebber ud, og efteråret kan blive en tynd omgang.
For år tilbage ryddede man i gartnerier tomater og agurker midt på sommeren og startede forfra, det kan vi også i små drivhuse, men der er jo ingen planter at købe.
Så laver man dem selv.
Tomatplanter giver masser af sideskud, prøv at stikke et par stykker i jorden. Den første uge ser de meget trætte ud, men så slår de rødder, retter sig og gror. De kan blive stående eller plant dem ud på friland og tag dem ind igen senere – en let måde at få nye tomatplanter på.
Den hvide slange er vanding, fødevarekvalitet. Diverse dyser stopper til, så jeg borer et hul og sætter en rustfri skrue i og lidt over, så det ikke sprøjter.
Her er et sideskud fra en agurkeplante – ja, jeg er ikke god til at beskære. Det går ikke at lave stiklinger på samme måde som med tomater, men prøv at lægge en god håndfuld fugtigt spagnum omkring stænglen og pak plastic omkring.
Det tager også en god uge, og så er der rødder. Klip stænglen af og vent med at plante til dagen efter, så såret kan tørre. De første, hvide rødder er meget skøre og brækker let af, så vær forsigtig.
Det er tid at prøve det nu, og de nye planter kan fint gro sammen med de gamle. Hvis de gamle agurker har spind og meldug kan det blive et problem, sæt de nye et stykke fra de gamle og brus meget over.