Plantedybde til agurk og tomat

Plantedybde til agurk og tomat

Tomatplanter skal plantes dybt, for de danner rødder på stænglen, medens agurker helst skal plantes på en lille forhøjning og endelig ikke dybere, end de stod i potten. Sådan står der på alle hjemmesider, men hvorfor må agurkplanter ikke plantes dybt?

Det skyldes en myte, og de er svære at komme af med. Myten går på, at stænglen af agurkeplanter er meget modtagelig for svampesygdomme.

Her er en af mine kimplanter af agurk, de blev lidt lange og er derfor priklet dybt. Spagnum’en er forsigtigt fjernet lidt, så man kan se, at der er dannet nye rødder på stænglen.

Agurkplanter danner rødder på stænglen ligesom tomatplanter, og jeg har altid plantet agurker dybt – uden problemer.

Fusarium

Får man problemer, skyldes det en svamp, der hedder Fusarium oxysporum f. sp. cucumerinum, og den kan kun angribe agurkeplanter.

Infektionen kan ske via frø eller jord/spagnum, og svampen er ikke naturligt til stede. Første gang, man får problemer, sker det via smittede planter man har købt, og planter kan være syge og først visne når de er blevet gamle. Svampen danner millioner af sporer, og nogle af dem kan smitte i op til 10 år.

Har man fået svampen ind i sit drivhus bliver agurkplanter angrebet, men det sker gennem rødderne, og ikke på stænglen, selv om det er her, der dannes råd.

Hvad så med tomater

Nøjagtigt det samme, svampen hedder Fusarium oxysporum f. sp. lycopersici og den kan ikke angribe agurkeplanter og den fra agurk kan ikke angribe tomat.

Så hvad

Både agurk og tomat kan danne rødder på stænglerne, og det giver stærkere planter, hvis de plantes dybt. Har man ren jord/spagnum sker der ikke noget ved det, da angrebet sker gennem rødder, og plantedybde har ingen betydning.

Er svampene først kommet ind i et drivhus, har man et problem, og en løsning kan være at pode på resistente planter, agurk på kæmpegræskar og tomat på resistente sorter.

Vælg stjerner