Griffelråd, sorter calcium og vanding

Fra midt på sommeren og vækstsæsonen ud er der mange, der spørger om hvad de sorte ender på tomater er for noget. Og det er godt, for det viser, at der kommer nye tomatdyrkere til, men det er selvfølgelig ikke godt at de har problemet.

Skal der gøres noget ved griffelråd er det på høje tid, for det drejer sig om sorter, plantesække, kalkning og vanding.

Hvad er griffelråd
Når en tomat dannes i blomsten må den ikke mangle vand, og selv om en tomatplante er vandet kan der opstå vandmangel i de ”fjerne egne”. Det medfører, at safttransporten er for lav til at forsyne den nydannede tomat med næringsstoffer, og her er det især calcium, der er problemet, for det er en del af cellevæggene.
Så griffelråd er calciummangel i den helt unge tomat, forårsaget af vandmangel i tomaten.

Griffelråd ses først når tomaten er vokset godt til, og så er det længe for sent at gøre noget ved det. Man kan sagtens spise tomaterne, bare skær det sorte af.

Hvad skyldes griffelråd
Nogle tomatsorter får griffelråd, andre ikke. Gå ind på de store frøhandler, også udenlandske, og søg på griffelråd, og så er det med at prøve sig frem og finde sorter, der også passer i smag.

Næste punkt er calcium mangel i dyrkningssubstratet – spagnum, kompost eller jord. Køb en pose granuleret jordbrugskalk og kom en lille håndfuld ved hver plante og bland det i, men gør det nu, for kalk tager op til et årstid om at komme på plads – sådan rent kemisk.
Æggeskaller skal have et ord med på vejen, de består også af kalk, og der skrives meget om dem. De er meget langsomt nedbrydelige på grund af de proteinstoffer, der også er i skallen, og pH skal være under 6,8 for at de opløses. At de tilsyneladende hjælper skyldes, at skaden sker 2-3 uger før man ser den.
Regnvand indeholder ikke kalk, og det gør ikke noget, for kalken bør være i jorden. Grundvand indeholder en masse kalk, og vil man dyrke sorter med tendens til griffelråd, så er grundvand en ekstra sikring.

Vandingen skal være i orden, det er den i selvvandingskasser, men dyrkes der frit i jorden eller i kompost, så kan det se fint ud, men prøv at grave lidt, jeg bliver selv forbavset ved at se, at kun de øverste 10 cm er fugtige. Det går godt, men når det kniber, så går det meget hurtigt galt.
Vandmangel i de ”fjerne egne” af tomatplanten er typisk i varmt vejr, hvor vandet er fordampet før det når så langt. Men en dag med regn kan være lige så skadelig, for planten trækker ikke nok vand op til at forsyne sig med næring.

Som regel er det kun enkelte tomater i en klase, der har griffelråd, og det viser, at det ikke er calcium mangel som sådan, for det er ikke noget, der kommer og går. Vil man vide mere om årsagerne så skriv ned hvornår de enkelte blomster er sprunget ud og hvordan vejret var og hvilke tomater, der fik griffelråd. Det kan blive et stort arbejde, men vores drivhuse er forskellige, så det kan vise vejen frem i dit drivhus.

, nogle sorter får griffelråd, man kan forebygge ved at blande lidt jordbrugskalk i jorden/komposten, men det skal helst ske et par måneder før plantning. Vanding med grundvand er en ekstra sikring, men find nogle sorter, der ikke har problemet.

 

Vanding af krukker i et orangeri

Vi har fået et spørgsmål om planter og dyrkning i et nybygget orangeri, indrettet i en tidligere lade, på 35 kvadratmeter, og det skal både bruges til dyrkning og hygge. Der er støbt betongulv, taget er lyseblå trapezplader, der er strøm, indlagt vand og 2 palletanke til regnvand.

Orangeriet set fra syd. Når man tager et billede gemmes der en masse informationer i billedet, bl a GPS koordinater, så det er muligt at se, hvor billedet er taget. Disse informationer er fjernet fra billedet, og vil blive fjernet fra alle billeder her på hjemmesiden.

Vanding

Uanset hvordan man vander skal der vandes med et lille overskud, ellers opbygges der overskud af gødning i toppen af dyrkningsmediet. Her skal der dyrkes i krukker, og med betongulv er det en udfordring, for vand på gulvet bliver ikke rart.

Selvvandingskasser er en oplagt mulighed, og med lidt pæn beklædning er det til at udholde at se på. Jeg bruger ikke plantesække, kvaliteten er for dårlig, og her er det en dårlig ide at spare 20 kr. Køb en god kvalitet grov spagnum, gødet og kalket og læg det løst i selvvandingskassen, så kan der stå 3 tomatplanter og basilikum i bunden – eller blomster.

Krukker og lignende, der skal som sagt drænvand fra krukkerne. De skal altså stå i en underskål eller rende, hvor vandet kan komme fra, og helst med fald, så det løber selv. Jeg har lavet noget lignende, og løsningen hedder skroggennemføringer, et rør med krave og stor møtrik, så det kan spændes vandtæt på en plade. De billige i nylon koster 18 kr og kan ses her   de kan også findes andre steder. Man laver et passende hul, smører lidt silikone på krave og møtrik, spænder fast og tørrer overflødigt silikone af – så er det klaret.

Selve vandingen kan klares på flere måder – ud over vandkanden. Selv om der er fald fra palletankene, og man kunne sætte en magnetventil på, så ville jeg ikke gøre det, lidt snavs i magnetventilen og så er der vand på gulvet. Jeg bruger en 12V pumpe beregnet til campingvogne, som f eks denne, den koster 128 kr og der findes flere til 2-3oo kr.
Den skal bruges som dykpumpe med slange og ledning op gennem låget. Hvis palletanken står højere end krukkerne vil slangen virke som hævert efter vanding – det kan stoppes ved at sætte et T-stykke på det højeste sted, med et stykke åbent slange f eks 3 m op, pumpen pumper ikke så højt, og når pumpen slukkes trækkes der luft ind og hævertvirkningen stoppes.

Til styring af pumpen skal der bruges et kontaktur, helst et digitalt, hvor der kan stilles hvor mange minutter pumpen skal køre, de findes i flere udgaver og priser.

Til slanger må ikke anvendes almindelige haveslanger, vandet skummer når det har været gennem sådan en. Jeg bruger armeret slange i fødevarekvalitet, 16 kr meteren, her.

Så er der et problem tilbage, og det er ret stort. Der kan være en lille krukke med små planter, og en større med agurker, der drikker meget. Løsningen er drypventiler, der kan reguleres, de kan findes på Ebay. Pas på told og leveringstid.

Har man ikke palletank kan der købes en vandingscomputer til at sætte på en vandhane, de koster 2-400 kr.

Fordelen ved sådan et vandingssystem er, at man får en jævn plantevækst, og planterne kan være alene hjemme et stykke tid. Ind imellem skal der bruges en vandkande til finjustering.

Brug kun rent vand i palletankene, gødning goves med en vandkande direkte i krukkerne og gerne i dobbelt styrke lige efter en vanding.

Skal styringen være mere nøjagtig bliver det også nørdet, og små 1000 kr dyrere. Mit program måler temperatur med mellemrum, trækker 20 fra og lægger sammen. Når summen er over 300 vandes der og summen nulstilles. På solskinsdage vandes op til 2 gange om dagen, i gråvejr med 2-3 dages mellemrum. Det finjusteres med størrelsen af summen og vandingstiden.