Skinner solen nok til plantevækst en måned efter vintersolhverv?

3 uger inde i januar kan man mærke, at dagene begynder at blive længere, men er der lys nok til plantevækst? Den korte forklaring er, at selv på en gråvejrsdag kan planter overleve uden at bruge af deres opsparede energi, og på en solskinsdag gror de ca. 20% af hvad de gør på en sommerdag.

 

Solens udstråling består af ultraviolet lys, synligt lys og en masse infrarød varmestråling. Måler man energien sker det som global stråling i Watt pr. kvadratmeter.

Planter udnytter kun en del af solens lys, hovedsagelig de blå og røde farver – den del af lyset kaldes PAR, Photosynthetic Active Radiation og måles i µmol fotoner pr. kvadratmeter pr. sekund, normalt skrives kun µmol.

Det er forholdsvis let at måle den globale stråling og herfra kan der omregnes til PAR. En direkte måling af PAR kræver avancerede sensorer, der er dyre, samt at man ved, hvad man gør.

Indtil Danmarks Meteorologiske Institut lavede hjemmesiden om, kunne globalstrålingen findes på nogle målestationer, nu kan man kun se hvor mange timer solen skinner, og det kan ikke bruges til noget. Globalstrålingen koster penge…..

Men Sveriges meteorologiska och hydrologiska institut lægger timeværdier af globalstråling frit tilgængeligt, endda som Excelfiler. Man skal blot oplyse, at data kommer fra SMHI og om der er lavet beregninger.

De følgende data stammer fra SMHI målestation i Lund og globalstråling er omregnet til µmol. Den 17. januar 2020 var i Lund en dejlig dag med klart solskin hele dagen, næste dag, den 18. var til gengæld overskyet og med meget lav indstråling.
De svenske målinger er timemålinger af Watt pr kvadratmeter, jeg omregner dem til µmol pr kvadratmeter pr sekund og summerer for at få DLI, Daily Light Integral, summen af fotosyntetisk lys på en dag.

Den 17. januar var DLI 6,32 og den 18. 1,35 – og hvad betyder så det? Planter skal have en vis mængde lys for at overleve, og et DLI på 1,35 er minimum for de fleste planter. Et DLI på 6,32 svarer til ca. 20% fotosyntese i forhold til en sommerdag.
Regner man lidt videre, til en gennemsnitlig lysstyrke, så var den 397 µmol den 17. og 94 µmol den 18. – det svarer ca. til henholdsvis en LED på 10 Watt og det dobbelte af hvad man giver med en stærk LED.

Så selv om vi kun lige har overstået halvdelen af vinteren, så så er der lys nok på en gråvejrsdag til at vedligeholde planter, og på en solskinsdag gror de, og behøver ikke tilskudslys.

 

Udgivet i drivhus, Dyrkning og tagget , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *