Lysmåling og automatisk vanding

Automatisk vanding kan gøres på flere måder, det mest nærliggende er at måle jordens fugtighed. Det kan gøres på flere måder, men ingen af dem er gode – de bruges derfor ikke i praksis på gartnerier.
Planters vandforbrug hænger nøje sammen med solens indstråling, så hvorfor ikke bare måle styrken i solskinnet? Det gør man i forvejen på gartnerier, men der er mange andre faktorer, så heller ikke solen bruges til automatisering af vanding.

I hobbydrivhuse er forholdene lidt mere enkle, men måling af solens indstråling ligger på den forkerte side af 6.000 kr. Små solceller koster derimod ikke meget.

Hen over vinteren har jeg puslet med måling af solen via små solceller, og det nærmer sig noget brugeligt. Solceller giver en vis spænding (volt) næsten uanset hvor stærk solen skinner. Strømstyrken (ampere) øges med solen styrke, men aftager så, og det hele afhænger af, hvor stor belastning (ohm) der lægges på solcellerne.
Mine små solceller måles via en mikroprocessor, Arduino, og giver et tal mellem 0 og 1023 – det omsættes så til solindstråling, Watt pr. kvadratmeter via målinger fra Sveriges Meteorologiske Institut, de danske målinger koster penge.

Her i foråret skal målingerne styre tilskudslys i drivhuset, senere skal de styre den automatiske vanding.

En anden metode er temperaturen, den har jeg tidligere brugt med held, og jeg er i gang med at udvikle algoritmer til vanding efter temperatur – ikke i drivhus med til bonsai. Efter planen ender det med 3 uafhængige vandingssektioner og en temperaturstyring i kolde vintre, og det hele skal gerne styres trådløst, så der er store udfordringer.

Når der er lidt praktiske erfaringer kommer jeg tilbage med enkeltheder.

Udgivet i drivhus, Dyrkning og tagget , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *