Hvad giver smag i tomater

Smag kan ikke diskuteres, men når det gælder tomater kan det nu nok lade sig gøre. Hvilke tomater smager bedst? Der er altid nogle, der berømmer en sort, og andre der siger, at netop den tomat smager ikke af noget. Efterhånden får man en følelse af, at samme slags tomater smager forskelligt alt efter hvem, der dyrker dem.
Jeg har prøvet at grave lidt i det.

Hvad er tomatsmag
En tomat indeholder mange slags syrer, sukker og duftstoffer. Syre og sukker er let at analysere, og det bruges derfor til at beskrive smagen og undgå, at vi er forskellige.

Sorter
Der findes mange typer tomater med forskellige former og farver, de kan inddeles i 2 hovedgrupper: Heirloom, der er de gamle, frøstabile sorter og F1-hybrider, der som navnet siger, er forædlede.

Heirloom tomater er generelt bløde og frigiver hurtigt alle smagsstoffer når de spises – derfor giver de en stærkere oplevelse. Men en heirloom sort kan være forskellig alt efter hvor den kommer fra. Tomater er selvbestøvende, men især humlebier trækker på dem, og kan bestøve nyudsprungne blomster med pollen fra andre tomatsorter, billeder på nettet viser forskelle inden for samme heirloom sort.

F1-hybrider er primært forædlet så de kan tåle transport, de er faste og frigiver derfor smagen mere langsomt. Mange taler nedsættende om F1-hybrider, men dyrkningsmåden betyder meget, og en sort som Sungold viser, at ikke alle F1-hybrider er smagsløse – den er til gengæld så tynd i skallen, at mange revner allerede på planten, og derfor kan den ikke købes i forretninger.

Mange tager frø med hjem fra en ferie sydpå, eller dyrker en velsmagende tomat fra en forretning. Det er sorter, der her et større behov for sol og temperatur, end de får i Danmark, og det er ofte en skuffelse.

Dyrkningsforhold
Saftevand og tomater har det til fælles, at jo mere vand, jo mindre smag. Efter 2 år med selvvandingskasser begyndte jeg at dyrke i min egen kompost, og pludselig smagte tomaterne af noget.
Planter har let til vandet i selvvandingskasser, frit udplantet i jord er det modsatte, og spagnum og kompost ligger derimellem.

Gødning er meget vigtig, i dyrkningsforsøg er der altid et større indhold af syrer og sukker i tomater gødet med kunstgødning fremfor økologisk dyrkede.
Skal man så droppe økologisk dyrkning? Nej da, men man skal lige stoppe op og overveje hvad man gør. Hvis kompost ikke er ordentligt omsat spiser den sin egen gødning.  Måske skal der bruges en anden kompost eller mere af det? Man kan holde bælgplanter i en kompost for sig og man kan dyrke for at få en god kompost – hestebønner kan anbefales.

Solen driver det hele, og et kalket drivhus beskytter planterne i stærk sol, men i gråvejr mangler de sol og kan ikke danne sukker. Gardiner i drivhuset løser problemet, men det er nok de færreste, der har det.
Det er bladene, der danner sukkeret, og det er lidt af en balancegang, for tomaterne skal også have sol for at få farve. For mange blade hæmmer luftskiftet og giver gråskimmel, men generelt skal blade under den nederste klase med frugter fjernes.

Til slut
er kun at sige, at vi alle har vores favoritter, og hvert år lige skal prøve et par nye, og på den måde finder vi de sorter, der passer den enkeltes smag og måde at dyrke på.

 

Udgivet i drivhus, Dyrkning og tagget , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *