Beech Leaf Disease, en alvorlig sygdom, der truer vores bøge

Bent Løschenkohl

Margery Daughtrey

I de seneste år har en ny, alvorlig sygdom på bøg spredt sig i det østlige USA. Der dannes mørke bånd mellem bladribberne, træerne svækkes og store træer dør efter 6-7 år. I bladene er der mange nematoder, en rundorm, men det er ikke klart, om nematoderne alene er årsagen og spredningen af nematoderne kendes heller ikke.
Sygdommen har endnu ikke et dansk navn, på engelsk kaldes den Beech Leaf Disease, BLD, og dette navn vil blive brugt her.

Symptomer

Typisk starter symptomer på de nedre blade, men kan også starte højere i træet. Når bladene springer ud om foråret, kan der ses mørke striber eller bånd mellem bladribberne. Senere på sommeren kan de mørke striber visne, og nogle blade falder af tidligere, men de fleste blade med symptomer bliver siddende gennem hele vækstsæsonen. Det er ikke normalt, at alle mellemrum mellem bladribberne er mørke, derfor er angrebet ret let at se i solskin, når der kigges op i træet i modlys. For hvert år bliver bladene på angrebne træer mindre, tykkere, læderagtige og deforme, og kan ikke producere den energi, træet behøver. Mere alvorligt er det, at der efterhånden udvikles blade på færre knopper.

Angrebne træer svækkes og kan angribes af insekter og svampesygdomme. Små bøgetræer dør efter 2-3 år, store efter 6-7 år.

I USA bruges der mest amerikansk bøg, Fagus grandifolia i skovene, og som solitærtræer europæisk bøg, F. sylvatica, og orientalsk bøg, F. orientalis – alle 3 arter er modtagelige.

Symptom på BLD på rødbøg, Fagus sylvatica, om foråret. Foto M. Daughtrey

Symptom på BLD på Fagus sylvatica, sidst på sommeren. Foto M. Daughtrey

Udbredelse

BLD blev første gang observeret i Ohio i 2012 og har siden spredt sig østpå, og nåede Atlanterhavskysten i 2019. Sygdommen findes nu i 7 østlige stater og Ontario i Canada. Det er i områder, hvor bøgen er på sin nordlige grænse, svarende til Danmark.

Screen capture by Margery Daughtrey, courtesy Cleveland Metroparks.

Som det ses på kortet startede BLD forholdsvis langsomt på den sydøstlige side af Lake Erie, men har i 2018-20 spredt sig rundt om søen og til New York og staterne deromkring.

Til sammenligning har Lake Erie næsten samme form og størrelse som Jylland.

I foråret 2021 findes BLD i staterne Ohio, Pennsylvania, New York, Connecticut, Rhode Island, Massachusetts og Maine samt i den Canadiske provins Ontario.

Årsager

I de mørke bladstriber er der store mængder af en nematode, en mikroskopisk rundorm. Nematoden, Litylenchus crenatae forårsager bladgaller på bøg i Japan, men da værter, skader og ribosomal DNA i den Nordamerikanske population afviger fra den Japanske, er den i USA beskrevet som en underart under navnet Litylenchus crenatae ssp. mccannii

Nematoden er påvist som en årsag til BLD, men om det er nematoden alene, der forårsager alle symptomerne på BLD, er uvist.

Nematoden kan findes i blade med symptomer, men ved hjælp af molekylær teknik også i blade uden symptomer i 2-3 år før symptomer viser sig, hvilket gør det vanskeligt at følge sygdommen. Nematoden overvintrer i knopper og nedfaldne blade, men hvordan de om efteråret kommer fra inficerede blade til knopper er uvist, det formodes at ske i regnvejr, når træerne er våde.

Spredning

Spredningen kan ske meget hurtigt, både lokalt og over større afstande, men hvordan det sker er ikke klarlagt. Det kan være fugle, der spiser bladknopper om foråret, og forskellige insekter. Lokalt kan nematoderne tænkes at spredes i kraftig regn og blæst.

I staten New York er det ikke tilladt at transportere brænde mere end 50 miles, ca. 80 km. Dette skulle i teorien hindre den menneskelige spredning, men langdistance spredning formodes at ske via illegal transport af brænde og planteskole planter.

Danske forhold

Bøgen er Danmarks nationaltræ, og har stor betydning, både som skovbrug og rekreativt. Erfaring viser, at en sygdom som BLD kan sprede sig til Europa fra Nord Amerika. Spørgsmålet er så, om den kan udvikle sig lige så alvorligt som i USA.

BLD er endnu ikke fundet i Europa, og det er svært at sige, om BLD i Danmark kan udvikle sig som elmesygen gjorde, det vigtigste er nu at finde de første angreb hurtigt så træerne kan fjernes– kig derfor op når du går tur i skoven. Angreb skal meldes til Landbrugsstyrelsen.

Om forfatterne

Margery L. Daughtrey, plantepatolog, Senior Extension Associate, School of Integrative Plant Science Plant Pathology and Plant-Microbe Biology Section, Cornell University. Har skrevet bøger og artikler om planteproblemer, læs mere her.

Bent Løschenkohl, pensioneret plantepatolog, tidligere Seniorrådgiver ved Danmarks JordbrugsForskning og Produktionskonsulent ved gartneriet PKM.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *