Safran, fra jord til bord

Safran er støvfanget på Crocus sativus, en krokus, der hører naturligt hjemme i tørre egne i Mellemøsten. De kan også dyrkes her i landet, og er egentlig ret nemme at have med at gøre. De blomstrer om efteråret, derefter kommer bladene op og de står hele vinteren til omkring maj, hvor de visner ned.

Der er 3 korte, gule støvdragere og 3 lange, røde støvfang – det er den, der skal bruges. I slutningen af oktober er der ikke mange blomster, og de nye humlebidronninger er glade for lidt mad, før de skal overvintre.

I frisk tilstand hverken smager eller lugter støvfangene af noget, de skal varmebehandles og tørres og opbevares mørkt i et lukket glas. Efter en månedstid kommer duften og smagen – her er årets høst, 178 stk og det er næsten 2 gram.

Safran bruges i små Luciabrød, det nåede jeg ikke og så kan man da bare kalde det Luciaboller.

Opskriften kan findes rundt omkring: 2 gram safran, 25 gær, halv liter mælk, 175 smør, en halv teske salt, 210 sukker og 1 kilo mel. De 25 gram gær er det halve af, hvad der står i opskriften – sådan bager jeg altid.

Halvdelen af høsten blev stødt med lidt sukker, det går ikke så godt og måske var det bedre at blende det i mælken.

Luciainspirerede theboller – ikke så ringe endda.

Og safrankrokusserne? De nyder den milde vinter og snakker sikkert med portulakken, der også kan lide vintervejr.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *