Sådan dyrker du safran krokus

Der er åbenbart interesse for dyrkning af safran, men gør man det ikke rigtigt får man selvfølgelig ikke noget ud af det.

Jeg skrev lidt om safran på min blog Sygeplanter, det kan du læse her

Hvornår skal safran krokus lægges

Først skal knoldene bestilles, de kan købes i England eller Frankrig, men de skal bestilles i april-maj, ellers er der udsolgt. Knoldene kommer i midten af august og skal lægges med det samme, de skal nå at danne rødder før de kan blomstre.

Hvor dybt skal de lægges

Safran krokus blomstrer i begyndelsen af oktober, samtidig kommer bladene op, og de holder hele vinteren og visner ned i maj. Knoldene skal i en periode om sommeren have 20-22 grader for at danne blomsteranlæg. Sydpå lægges de i 15 cm dybde, og det anbefales også her, men det er jeg ikke helt enig i. Jorden bliver mere varm sydpå, og de 15 cm er for at beskytte mod for høje temperaturer. I Danmark kommer jordtemperaturen ikke op på 22 grader i 15 cm dybde. Jeg lagde mine knolde i 10 cm dybde, og de blomstrer fint.

Vand

Krokus (og tulipaner) vokser naturligt på stepper, hvor det regner forår og efterår, og er meget tørt om sommeren. Nu var sommeren 2018 meget tør, men får vi en våd sommer som i 2017 vil jeg overveje at dække mine safrankrokus med en presenning, så jorden holdes mere tør.

Gødning

Safran krokus skal ikke gødes, ellers får man mange store blade og ingen blomster.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0 Comments